ROSKILDE BACH-UGE 2010

24. oktober til 31. oktober

 

 

er det atter blevet tid til Roskilde Bach-uge, nu for syvende år i træk! Det drejer sig som sædvanlig om masser af storslået musik af selvfølgelig især Johann Sebastian Bach (1685-1750), men også andre beslægtede komponister og emner.
I år er der valgt et særligt tema, hvor musik fra det 20. århundrede kommer i selskab med Bachs musik.

Initiativtagerne er som hidtil organisterne fra Roskildes kirker: Domkirken, Himmelev Kirke, Jakobskirken og Sct. Jørgensbjerg Kirke, i samarbejde med Sjællands Kirkemusikskole samt Roskilde Musiske Skole.
– hvor intet andet er nævnt, er der gratis adgang til koncerterne.

 

 
Søndag 24. oktober kl. 16  Roskilde Domkirke
Mozart: Messe i c-moll

Landesjugendchor und -Orchester, Schleswig Holstein
og Roskilde Domkirkes Drenge- og Pigekor.
Mathias Janz, dirigent
Entré 100 kr. – unge under 18 år gratis adgang.
Billetter kan købes fra 1.oktober i Domkirkens våbenhus


Ved dette års stort anlagte Åbningskoncert kan man høre resultatet af et særdeles spændende samarbejde mellem Roskilde Domkirkes Drenge- og Pigekor og Landesjugendchor und -orchester fra Schleswig–Holstein. Sammen opfører de Mozarts Messe i c-mol. Messen havde premiere i 1783 og regnes for et af Mozarts hovedværker.
Udover korene medvirker fire unge tyske solister og det hele holdes sammen af Matthias Janz, dirigent og organist.
Koncerten i Roskilde er den sidste ud af i alt tre koncerter; fredag og lørdag er der koncerter i Schleswig–Holstein, og søndag afsluttes der så i Roskilde Domkirke.

 
Mandag 25. oktober kl. 19.30 Roskilde Domkirke
Bach og Radulescu (uropførelse)
Michael Radulescu orgel, Ulla Munch mezzosopran

Professor Michael Radulescu fra Wien har gennem et langt liv haft helt enestående betydning for orgelstuderende fra hele verden.Michael Radulescu har desuden tætte bånd til Roskilde Domkirke. Han var en vigtig inspirationskilde i forbindelse med restaureringen af domkirkens orgel, og han har ofte optrådt her både som solist og dirigent.
Et emne der især interesserer Michael Radulescu er Bachs musik, - Bachs musik i relation til vor nutid. Som komponist har Michael Radulescu gjort sig gældende med mange store værker, bl.a. et orgelværk med titlen ”Resurrexit”, skrevet til orglet i Roskilde Domkirke, og i øvrigt indspillet på CD i domkirken.

Michael Radulescus koncertprogram i Roskilde Bach-uge er et program præget af store kontraster: meget tidlig musik fra begyndelsen af 1500-tallet stilles over for to moderne, avantgardistiske værker af Radulescu selv: et værk for solosang ”Media vita” udføres af mezzosopranen Ulla Munch og et helt nyt orgelværk, komponeret i 2010. Koncerten afsluttes med værker af J.S. Bach.

Umiddelbart efter koncerten er Roskilde Bach-uge vært ved en uformel og hyggelig reception i Konventhuset , hvor alle er hjerteligt velkomne!



Tirsdag 26. oktober kl. 19.30 Jakobskirken
Bach, Sparke, Hindemith
Nikolaj Viltoft trompet, Aeji Choi orgel

Nikolaj Viltoft, solotrompetist i Det Kgl. Kapel, og Jakobskirkens organist, Aeji Choi spiller musik af Bach og Philip Sparke.

Koncerten indledes med Concerto i D-dur BWV 972. Værket er oprindelig en violinkoncert af Vivaldi, som Bach har transskriberet til cembalosolo. Vi hører her en bearbejdelse for trompet og orgel.

Den engelske komponist Philip Sparke’s (født 1951) værk ”Mahattan” er komponeret i 2003 for trompet og klaver og består af 2 satser. En langsom, bluesy ”Saturday Serenade” og en meget hurtig rytmisk ”Sunday Scherzo”. Temaet er en weekend i New York. Musikken beskriver byen på en lørdag nat, måske i en røgfyldt jazzbar og en tidlig morgenløbetur i central park på en søndag.

På programmet står desuden Paul Hindemith’s (1895-1963) 1.orgelsonate fra 1937.


Onsdag 27. oktober kl. 19.30 Himmelev Kirke
Bach, Haydn m.fl.
Trio Dolcemente:
Connie Kierstejn fløjte, Syssen Kappel bratsch, Hans Garde cello


Før i tiden brugte man altid små ensembler og husorkestre til at skabe en levende ramme til middage og andre festlige lejligheder.

Himmelev Kirke har derfor inviteret Trio Dolcemente til at komme og være med til at gøre Bach-ugen festlig. Trio Dolcemente er et ensemble, som formår at skabe en varm og stemningsfuld atmosfære i selskab med den klassiske musik.

De spiller musik med hovedvægten på Bach, bl.a. Sinfonia nr. 1. På programmet står også Haydns Londontrio nr 1 og musik af Schubert og Mascagni.


Torsdag 28. oktober kl. 19.30 Gl. Vor Frue Kirke
Bach, Bent Lorenzen og John Frandsen
Lærere fra Sjællands Kirkemusikskole

Sjællands Kirkemusikskole bidrager i år med en lærerkoncert. Her spiller fire af skolens lærere et repræsentativt udvalg af Bachs orgelværker, spændende fra Toccata i F-dur over en Triosonate til en række orgelkoraler.
I pagt med Bach-ugens tema spilles der derudover værker fra det 20. århundrede - værker af Paul Hindemith, Bent Lorentzen og Jesper Madsen.

Efter koncerten kan man møde de medvirkende over et glas vin på Kirkemusikskolen i Allehelgensgade.

 
Fredag 29. oktober kl. 17  Roskilde Domkirke
Aftensang
Ortiz og Palestrina
Herresangerne fra Domkirkens Drengekor synger under ledelse af Finn Evald. Repertoiret spænder vidt i gudstjenestens forløb: fra bibelsk salme, udført som gregoriansk sang, et større latinsk Magnificat af den spanske renaissancekomponist Diego Ortiz, en motet af Giovanni Palestrina til en række responsorier (korsvar) i helt moderne stil.
Liturg ved tjenesten er Domprovst Jens Arendt.
Aftensangen varer ca. 45 min.

 
Fredag 29. oktober kl. 19.30  Sct. Jørgensbjerg Kirke
Bach, Frank Martin og Ib Nørholm
Svend Melbye traversfløjte og moderne tværfløjte, Allan Rasmussen cembalo og orgel
På programmet står: J.S. Bachs Sonate i a-moll for traversfløjte og cembalo, en Sonate i a-mol  for samme besætning af Bach-sønnen Carl Philipp Emanuel, samt musik for cembalo solo af J.S. Bach; og efter pausen Frank Martin’s betagende ”Sonata da Chiesa”  (Kirkesonate), Sonate for fløjte solo af Ingvar Lidholm samt den danske komponist Ib Nørholms 3 stykker for fløjte og orgel.
Svend Melbye og Allan Rasmussenssammenspil bygger på et gammelt venskab og utallige koncerter igennem mange år i forskellige regier, Desuden koncerter i bl.a. Frederiksberg Kirke, hvor Allan Rasmussen nu er organist. Svend Melbye er til daglig fløjtenist i Storstrøms Kammerensemble.

Let traktement i pausen: 40 kr
- i bunkeren ved siden af kirken (brød, ost, pølse, lokal øl)

 
Lørdag 30. oktober kl. 10-16.30  Jakobskirken
Børn og Bach, Korworkshop
Børnekor fra Roskildes kirker og instrumentalelever fra Roskilde Musiske skole.
Går du i 3.klasse eller derover og har lyst til at synge i et stort kor sammen med andre børn, er du velkommen i Jacobskirken.
Koncert kl.15.30
Roskilde Bach-uge byder i år på et særligt og nyt arrangement for børn, nemlig en kor-workshop. Sammen med elever fra Roskilde Musiske Skole vil børn fra Roskildes kirker fremføre musik af J.S.Bach og af nutidige komponister.
Det foregår i Jacobskirken på Astersvej, hvor der synges på livet løs fra kl.10 om formiddagen. Der afsluttes med en Koncert kl.15.30. Hele herligheden ledes af Christa Brix Hauser (dirigent for Domkirkens Pigekor) og Beate Willma (organist-assistent ved Himmelev Kirke)
Det er gratis at deltage.
Evt. henvendelse til Christa Brix Hauser, tlf. 20 86 26 04

 
 
Søndag 31. oktober kl. 15 - 18  Roskilde Domkirke
Store Kor-dag
Har du lyst til at synge i kor?
Kom og syng med i et kæmpekor dirigeret af Steen Lindholm.
Musikandagt kl. 17. Liturg: Jens Arendt
Store Kor-dag finder nu sted for 3. år i træk, som en forlængst fast og succesfuld del af Roskilde Bach-uge, der vil fylde Domkirken med begejstret syngende mennesker.

Eftermiddagen er for alle, som har lyst til at prøve at synge i kor, uanset om man har prøvet det før eller ej. Flere hundrede korsangere fra Roskilde og omegn har for længst tilmeldt sig; så hvis man er nybegynder, kan man helt sikkert finde nogen at stå ved siden af, som kan hjælpe.

Den folkekendte dirigent Steen Lindholm vil igen i år lede de sangglade tropper gennem eftermiddagen, som rundes af med en Musikandagt kl. 17, hvorunder kormusikken vil blive opført, og hvor Domprovst Jens Arendt vil medvirke som liturg. Repertoiret er kendte klassiske satser af Bach og Schubert - og som det nyere indslag: Niels la Cour’s smukke lille perle ”Fred hviler over land og by”.