Hans Matthison-Hansen 200 år


ORGELMESTEREN FRA SØNDRE HULVEJ
Hans Matthison–Hansen (1807 – 1890)
 
Den 6. februar er 200 årsdagen for domorganist ved Roskilde Domkirke Hans Matthison-Hansens fødsel. Han virkede som organist ved domkirken i 58 år – og er nok den mest berømte af alle organister ved domkirken.
Den runde dag fejres ved en gudstjeneste i Roskilde Klosters Klosterkirke, søndag den 4. februar, kl. 11.30, hvor der spilles musik af Matthison-Hansen på det orgel, der oprindelig (fra 1857) var organistens husorgel, men som efter en omskiftelig tilværelse nu i restaureret tilstand er opstillet som orgel i Klosterkirken.
 
 
Lad os begynde med vejen – Søndre Hulvej – den havde sit udgangspunkt på Havretorv i Flensborg, steg op gennem Sankt Hans og Adelby Sogne, og forløb så videre øst på ud i Angel. 

Der var også en Nordre Hulvej. Den tog også sin begyndelse på Havretorv med en linieføring lidt længere mod nord, fortsatte op gennem Engelsby og ud til Lyksborg. Begge disse hulveje, med deres præcist beskrivende danske navne, får i 1881 navne-forandring til henholdsvis Kappelgade og Lyksborggade.

Men hulvejsnavnene lever endnu, idet ældre flensborgere stadig omtaler Lyksborgades Skole (der en årrække husede den nuværende Jørgensby–Skole) som Hohlwegschule, og en begravelseskasse bærer navnet "Allgemeine Totengilde im Süderhoh1wege zu Flensburg" 

Men vi skal tilbage til tiden før navneskiftet, helt præcist til den sjette februar 1807.
 
Den dag fødtes i den del af Søndre Hulvej, som rakte ind i Adelby Sogn, og som på den tid omfattede færre end fyrre sjæle, i hjemmet hos styrmand Hans Hansen og hustru Hedewig en søn, der ved dåben i Adelby Kirke får navnet Hans Matthiesen Hansen. 

Faddere ved dåbshandlingen var "Hr. Ohlsen, frau Herz samt Hans Festesen von flsb." hvilket fremgår af kirkebogen for Adelby Sogn under den 6.2.1807 med løbe-nummer 22. Det er alt, hvad der har været mu1igt at finde om Hans Matthiesen Hansens fødsel og opvækst i Søndre Hulvej indtil 1823.

Men der må være sket en masse, og noget kan vi gætte os frem til. 

Hans Matthiesen Hansen var udstyret med usædvanligt store kreative evner. Det må hans forældre tidligt have erkendt og søgt dem fremmet bedst muligt ved at lade ham undervise i tegning og maling samt spil på alskens instrumenter. 

Styrmand Hans Hansen, som i mellemtiden var avanceret til skibsfører, var ungdomsven med slesvigeren C. W. Eckersberg fra Varnæs ved Åbenrå. Eckersberg virkede som professor ved Kunstakademiet i København, og til ham sendte familien Hansen i Søndre Hulvej i 1823 nogle af den unge Hans' tegninger for at høre, om der skulle være muligheder for ham i malerkunsten.
Det mente Eckersberg bestemt, og han tilbød – udover at undervise drengen på Kunstakademiet – også at have ham boende i sit hjem.

Det bliver Hans Matthiesen Hansens skæbne. Samme år – 1823 – flytter han til rigets hovedstad, bliver på Kunstakademiet elev hos Eckersberg, i hvis hjem han optages som søn af huset. 

Eckersberg var en stor ynder af musik, og i hans hjem afholdtes hyppigt soire'er, hvori deltog nogle af hovedstadens ypperste på det felt. Blandt andre sås jævnligt både Kuhlau og Weyse ved disse aftenmusikarrangementer. 

I dette miljø gled den unge Hans Matthiesen Hansen, eller Flensborg–Hansen, som han snart kaldtes, helt naturligt ind, al den stund han var i stand til at betjene både violinen, bratschen, celloen, fløjten, hornet og klaveret ret dygtigt. På celloen drev han det endda hurtigt så vidt, at han blev fast assistent i Det kongelige Kapel, der dengang havde Kgl. Kapelmester Claus Schall som fast leder. 

Men ellers passede han sine studier ved Kunstakademiet pligtopfyldende. Det fortsatte han også med efter en henvendelse til Fr. Kuhlau, om denne mente, at hans talent for musik ville række til helt at hellige sig den. Det mente Kuhlau ikke. Matthiesen Hansen var blevet for gammel til at skifte spor. 

Weyse mente imidlertid noget andet, da Mattiesen Hansen efter nogen tid konsulterede ham i samme ærinde, fordi ønsket om et liv med musik alene stadig rumsterede i hans hoved. Weyse skal have sagt nogenlunde sådan "Smid De bare penslen bort, og gi' Dem til noget, som De er meget bedre til". 

Her kan det måske være passende at indføje en parentes i den kronologiske fortælling om Hans Matthiesen Hansens videre liv. 

To ting.

For det første synes det et paradoks, at han vælger orgelet som sit livs instrument, da han springer fra maleriet. Men det gør han. Han får nogle instruktionstimer hos Weyse, og nogen vejledning får han også hos Holmens Kirkes organist Rauch, hvis vikar han iøvrigt bliver en årrække. Der må hos Flensborg–Hansen have hersket en ubændig kærlighed til orgelet, ellers ville han ikke med så ustyrlig appetit have kastet sig over netop det, når man betænker, hvor ferm han dog var til at traktere celloen, på hvilken han havde modtaget kyndig undervisning. På orglet var han nærmest selvlært. 

Det andet er navneskiftet fra Hans Matthiesen Hansen til Hans Matthison–Hansen. Vi ved intet om tidspunktet for dette skifte eller hvorfor. 

Da Hans Matthison–Hansen i 1832 lige er fyldt 25 år, er Domorganist Jens Struck i Roskilde nylig død. Da dødsfaldet kom den unge Hans Matthison–Hansen for øre, var han på det rene med, at her var hans store chance. Han skred straks til handling ved at skaffe sig anbefalinger, først og fremmest fra Weyse, Rauch og Schall. Derefter stiler han så sin personlige ansøgning til Stiftamtmand Greve Knuth, da det var Stiftsøvrigheden, som var ansvarlig for ansættelse af organist ved Roskilde Domkirke. 

Blandt forfattere af danske musikhistoriske værker hersker den almindelige opfattelse, at det var Weyses anbefaling, der blev udslaggivende for Matthison–Hansens ansættelse i organistembedet ved Roskilde Domkirke. Det forekommer imidlertid ikke indlysende, eftersom Weyse også havde givet to andre ansøgere sin anbefaling. Blandt dem den højt estimerede kantor ved Roskilde Domkirke Johan Ernst Hartmann, der af mange betragtedes som favorit til stillingen, i hvilken han af kirkens myndigheder var konstitueret efter Domorganist Jens Strucks død i november 1831. 

Det må anses for uomtvisteligt, at Hans Matthison–Hansen har vidst om de mange ansøgere, for der var mange, og at der ville blive tæt løb mellem de bedst kvalificerede med ham selv som den yngste, og iøvrigt Hartmann som den ældste, hvilket nok i sidste ende har virket til ugunst for Hartmann. Matthison–Hansen stiler nemlig en ny "ansøgning" til Stiftsøvrigheden, hvori han endnu en gang opremser alle sine fortræffeligheder, både dem, der handlede om det strengt faglige, men også dem der handlede om pletfri vandel. Endelig er der lidt sortmaleri om hans betrængte økonomiske situation – kone og barn – og han beder mindeligt men indtrængende om at blive den udvalgte. 

Det gik. Den 31. januar 1832 beskikkede Stiftamtmand Greve Knuth og Biskop Peter Erasmus Muller "Artist Hans Matthison–Hansen her af Staden til fremtidig at være Organist ved Roskilde Domkirke". Betegnelsen "artist" brugtes dengang om Kunstakademiets elever, og som en af dem har man på det tidspunkt øjensynligt stadig opfattet Flensborg–Hansen. 

Nu syntes hans lykke gjort, og det var den. Hans Matthison–Hansen er den mest legendariske domorganist, Roskilde Domkirke til i dag har oplevet. I samfulde 58 år betjente han orgelet i Danmarks hovedkirke. 

Da "hans" første kongebegravelse efter Frederik den Sjettes død i 1840 skulle afvikles, må der stadig have været folk, der ikke regnede ham for god nok. Weyse fik i hvert fald en henvendelse med anmodning om at sidde på orgelbænken ved den lejlighed. Weyse afslog med henvisning til, at man ved Roskilde Domkirke havde siddende en af landets allerbedste organister.

Da Frederik den Sjettes kiste langsomt førtes ind i kirken, præluderede således Hans Matthison–Hansen inderligt og bevægende over den gamle danske folkevise "Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg". Denne præstation manede den sidste rest af modvilje og kritik imod ham endegyldigt i jorden. 

"Dronning Dagmar Fantasien", som Hans Matthison–Hansen senere nedskrev , er ved siden af to salmer i Den Danske Koralbog det eneste af hans omfattende produktion, der lever i dag. Men måske kommer hans fantasirige orgelsymfonier en dag til ære og værdighed igen. 

Hans ry som orgelvirtuos rakte langt ud over Danmarks grænser, idet han blev en skattet gæst i både Tyskland. Sverige og England. Ved koncerter både herhjemme og i udlandet gjorde han en stor indsats for udbredelsen af kendskabet til Johan Seb. Bachs orgelmusik, der som al anden musik af den store barokmester i henved ethundrede år havde "ligget i dvale", indtil Mendelssohn i 1838 som den første genopdager storheden i Bachs musik.
Hans Matthison–Hansen er med i forreste række af dette pionerarbejde , når det handler om orgelmusikken.

Da kræfterne ebbede ud hos den aldrende domorganist fik han sin søn, Waage Matthison–Hansen som assistent, og da Hans Matthison–Hansen dør i 1890, afløser han faderen i embedet indtil sin død i 1911.

En anden søn, Johan Gottfred Matthison–Hansen sprang fra jurastudiet over i musikken,var organist ved Trinitatis Kirke i København, underviste ved Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvis direktør han var 1900 til 1905. Det er antagelig efterkommere efter Johan Gottfred, der frem til i dag holder organisttraditionen i familien Matthison–Hansen i hævd. Den der indledtes med "Artist" Hans Miatthiesen Hansen fra Søndre Hulvej.
 
Hans Werner Hansen // Jens Pedersen
 
Hans Werner Hansen (1930-1994), forhenværende musiklærer ved Duborgskolen i Flensborg – og altså bysbarn med Matthison-Hansen.
Jens Pedersen, lektor em., medlem af Himmelev Sogns menighedsråd.
 
   
Hans Matthison-Hansens husorgel
1857 var det år, hvor Hans Matthison-Hansen fyldte 50 år og hvor han også havde 25 års embedsjubilæum.

I den anledning fik han en gave af venner og beundrere, et fint lille husorgel, bygget samme år af orgelbygmester Peter Ulrik Frederik Demant i Odense.

Orglet blev opstillet i Hans Matthison-Hansens hjem i Bondetinget 20, dog uden den fine ”krone” foroven - der var ikke loftshøjde nok.

Ved faderens død i 1890 arvede Waage Weyse Matthison-Hansen instrumentet, og ved hans død i 1911 kom orglet til Pedersborg kirke ved Sorø, hvor det skulle tjene som kirkeorgel.

Det blev opstillet i 1912/13, og menighedsrådet bevilgede 15 kr. årligt til en bælgetræder. I 1917 erklærede organisten orglet for defekt, og menighedsrådet besluttede at lade orglet reparere, dog højst for 600 kr. Det samme skete igen i 1928, dog blev udgiften denne gang kun 450 kr.
Det lille orgel havde svært ved at slå til som kirkeorgel, og derfor tilbyggede man omkring 1930 en ekstra stemme, så orglet nu havde 5 stemmer.

Bælgetræderen blev afskediget og orglet fik elektrisk blæser i 1937. Man var stadig ikke helt tilfreds; orglet var for lille, og orgelbyggeren omarbejdede 2 af stemmerne for at få en kraftigere lyd. Det skete i 1947, og herefter holdt man op med flere lappeløsninger.

I 1971 blev det gamle orgel nedtaget og opmagasineret i Roskilde Museums depot.

Forskellige tanker og planer om en restaurering og genopstilling tog for alvor fart i starten af 1990erne.

Roskilde Museum, Roskilde Kloster og Himmelev menighedsråd (som Klosterkirken hører under) gik sammen om at arbejde på at få orglet opstillet i Roskilde Klosters kirkesal.

Restaureringen blev fuldført i 1998, efter en restaureringsplan udarbejdet af organist Henrik Fibiger Nørfelt og orgelbygger Gunner Fabricius Husted.

Orglet blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse med 4 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal
: Gambe 8’, Dolce 4’, Gedakt 8’ og Subbas 16’,  og klinger efter tidens smag meget blødt, syngende og romantisk.

På siden af orglet hænger et portræt af Hans Matthison-Hansen og på en lille sølvplade over manualerne står:


 Til Kirkemusikkens tro Dyrker
H. Matthison-Hansen
i Anledning af hans Embedsjubilæum
som Organist ved Roskilde Domkirke
d. 31. januar 1857
Fra Venner af ham og hans Kunst.